Knitted Christmas Ideas

FREE TEA COSY PATTERN FOR THE MONTH OF DECEMBER

No purchase nessary, just use the download link to the right.

IN ENGLISH:

It's a shame that neither of my two female grandchildren play with dolls anymore. That means I can't use them as an excuse for being interested in doll clothes. Except for the fact that I now, as an older adult, accept that I am compensating for my childhood doll trauma which happened when I was only six years old.

I wrote in the post "About Jytte" in Nov. 2007 of my mother's wonderful large porcelain doll with real hair and eyes which opened and closed; this doll was a model for my very first creations accomplished with Aunt Jane who taught me to knit. For a long time I was able to handle the doll well; but one lovely summer day while I was sitting on the stoop with the doll in my arms watching the boys horsing around in the street, Edmund, the neighbor's son, pushed me in his enthusiasm. I dropped the doll; its head hit the pavement and splintered into a thousand pieces. My mother was naturally both annoyed and upset; but probably not as much as me. First I was inconsolable then I completely, lost interest in dolls; an immature child's way of handling something very painful I guess. The fact is I never played with dolls again. The following Christmas I received a plastic doll in the same size from my parents; but I didn't like it and never played with it or any other dolls.

When my American grand daughter was given an American Girl Doll a couple of years ago, that sparked my interest again. At the same time I purchased a Götz doll (about the same size)and she is now sitting in the sofa wearing some of the creations I made for both her and her American "sisiter" on the other side of the Atlantic.

IN DANISH:
Det er en skam, at de to piger blandt mine børnebørn er vokset fra at lege med dukker. Det betyder jo, at jeg ikke har dem som undskyldning for at beskæftige mig med dukketøj. Men jeg har fundet på en ny berettigelse, nemlig at det er i orden i min høje voksenalder at kompensere for min barndoms dukketrauma., som fulgte i kølvandet på en begivenhed allerede, da jeg var seks år.

Jeg fortalte i mit første indlæg her på siden "Lidt om Jytte" fra nov 2007 om min mors vidunderlige, store porcelænsdukke med ægte hår og øjne, der kunne lukkes og åbnes; om hvordan dukken blev model for mine første strikkerier sammen med Tante Jane, som lærte mig kunsten at strikke. I lang tid gik det godt med min håndtering af dukken; men en dejlig sommerdag, da jeg sad på trappestenen foran min mormors hus med dukken i armene og betragtede drengenes vilde leg i gaden, stillede naboens søn Edmond sig op ved siden af mig og skubbede i kådhed til mig. Jeg tabte dukken, og idet den ramte flisefortovet, splintrede hovedet i så mange stykker, at det aldrig ville kunne repareres...... Min mor blev naturligvis både ærgerlig og ked af det; men egentlig nok ikke så ked af det som jeg selv. Først var jeg utrøstelig, og dernæst mistede jeg fuldstændig interessen for dukker - et umodent barns kluntede forsøg på at komme af med noget, der gør rigtig ondt, må man formode. I hvert fald legede jeg aldrig mere med dukker. Den følgende jul fik jeg en celluiddukke i samme størrelse af mine forældre; men jeg blev slet ikke glad for den, og jeg legede aldrig hverken med den eller andre dukker.

Først da Charlotte kom i dukkealderen, dukkede interessen op igen, og jeg fabrikerede en smule dukketøj (blandt andet syede jeg en fin dåbskjole i prikket moll, husker jeg); men dengang havde jeg travlt med mand og hjem og børn og arbejde og studier, så det blev ikke til så meget.

Imidlertid har jeg taget lidt revanche, siden min amerikanske datterdatter fik en American Doll for et par år siden. Samtidig benyttede jeg anledningen til at anskaffe mig en Götz dukke (ca. samme størrelse), og hun pynter nu i sofaen iført nogle af de creationer jeg har lavet både til hende og hends amerikanske "søster" på den anden side af Atlanten.

Coat with bell-shaped hat

Pants and cardigan